Enstall leverer færdigbagte løsninger til Løgismose Meyers Gruppen
Danmarks iværksætter- og brødkonge Claus Meyer fortsætter sin stormende succes, og det mærkes også hos Enstall, som gennem årene har løst mange opgaver for brødproducenten.
Senest har Løgismose Meyers Gruppen overtaget et ældre bageri på Hammerholmen i Hvidovre, og også denne gang krævede det en stabil indsats fra Enstall Projects at få sikret teknikken, så medarbejderne trygt kan gå på arbejde.
Ny og gammel teknik i topform
’Først og fremmest har vi gennemgået alle de tekniske installationer, som allerede var på stedet. En del var misligholdt, og vores opgave gik derfor på at sikre, at eksisterende el, VVS og ventilation lever op til de lovmæssige krav’, udtaler adm. direktør i Enstall, Rico Djernis.
En opdatering af sikkerheden var dog ikke det eneste, Løgismose Meyers Gruppen ønskede at forbedre. For at kunne drive et moderne bageri, der lever op til høje standarder og særlige procedurer, var det nødvendigt med ny teknik.
Fra risikozone til sikker arbejdsplads
Eksempler på nye initiativer inkluderer bl.a. installation af en herd-ovn, et mel-siloanlæg, en vask til brødkasser samt installationer til beskyttelse mod eksplosionsfare. Det er måske svært at forestille sig, men bagerier er faktisk klassificeret ATEX (eksplosive atmosfærer), da støvet fra en melkværn er let antændeligt og kan føre til eksplosioner. ’Derfor skal al materielt være installationssikret, så der ikke opstår små gnister’, forklarer Rico.
Projektet med at gøre det nye bageri klar til brug tog cirka seks måneder, hvor Enstall Projects også var afhængige af andre leverancer. I dag kører bageriet på højtryk – og i helt arbejdssikker tilstand!