Enstall Projects giver gammelt kloster nyt liv
På Kjettinges Allé på Frederiksberg ligger et gammelt kloster, der er opkaldt efter helgeninden Lioba. I dag lejer kommunen sig ind i klosteret, som fremover skal huse to botilbud.
Men før de nye beboere kan flytte ind, har det været nødvendigt at totalrenovere klosteret. Enstall Projects blev udpeget til at løse den samlede opgave, som inkluderede alt fra nedrivning af bærende konstruktioner til installering af trådløs adgangskontrol.
Styr på samarbejdet
Alle afdelinger af Enstall blev sat i sving på totalenterprisen. ”I sådan en opgave er det altid en udfordring at få alle håndværkerfag til at samarbejde. Vi er 100 % afhængige af hinanden, når vi skal levere et samlet resultat til tiden”, fortæller direktør i Enstall, Rico Djernis. Det er derfor også en tilfreds direktør, der fortæller, at hele opgaven blev udført på bare 8 uger.
Et hus med opdaterede systemer
Blandt de mange ønsker til renoveringen af det tidligere kloster var der især én ting, der gik igen: Der var behov for tekniske løsninger. ”Cirka 70% af det samlede installationsarbejde var af teknisk karakter”, fortæller Rico Djernis og nævner eksempler som elinstallationer, dørtelefoni, indbrudssikring og ventilationsanlæg.
I dag er der kommet nyt liv i de historiske omgivelser. Cirka 25 lejligheder, to køkkener og flere kontorer er totalt opdaterede og klar til at huse nye beboere og personale, der flytter ind på Lioba d. 1. september 2017.