Enstall sætter strøm til havnen
Københavns Havn er under forandring. Enorme huse skyder op langs det blå vand, og en stor del af byggerierne har Enstall været involveret i.
På kajen over for Amalienborg Slot ligger Københavns Opera, som blev indviet i 2005. Bygningen rummer mere end 1.000 rum, og direktør Morten Løkken fra Enstall kom derfor på lidt af en opgave, da han i sin tid fik til opgave at projektere og installere AV-infrastruktur overalt i huset.
Kabler i kilometervis
Under arbejdet blev der trukket kabler med en samlet længde på mere end 30 km. Det svarer til 862 rundetårne stablet oven på hinanden. Morten Løkken fortæller om det mangeårige samarbejde: ”Instruktørerne og tonemestre kommer med en række ønsker, som de meddeler husets tekniske chefer, der briefer os på opgaverne.”
Udbud efter udbud
Operaen er langt fra det eneste store projekt Enstall arbejder med i hovedstadens bykerne. Også Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Bølgen, Den Sorte Diamant, Christiansborg og senest DR Koncerthuset hører blandt de store huse, som Enstall arbejder for.
Mange års erfaring har gjort elinstallatørvirksomheden til en erfaren samarbejdspartner. Og på spørgsmålet om, hvad lige netop Enstall kan tilbyde kunderne, falder svaret prompte. ”Kvalitet og omhyggelig udførelse af opgaverne, så det virker langt ud i fremtiden,” fortæller Morten Løkken og uddyber: ”Vi laver tingene ordentligt og efter alle forskrifterne. Tonemestrene og scenecheferne ved, at det, vi laver, er ordentligt. Det er selvfølgelig altid et puslespil at få tingene til at gå op. Men vi kommer i mål med tingene og til tiden,” fortæller Morten Løkken.
Kigger man på porteføljen af bygninger, som Enstall har været involveret i, har de ét tilfælles. De er alle unikke huse, der er med til at tegne hovedstadens nye skyline og havnefront.