Fagligheden i højsædet
En historisk styrke
Vidste du at Danmark er berømt ude i verden for vores stolte håndværks-traditioner? Fagligt dygtige håndværkere har alle dage været en vigtig del af vores lille lands erhvervsliv. Fagfolk med sans for deres fag har altid været, og er stadig, et fundament at bygge gode forretninger og gode oplevelser på.
Tiderne ændrer sig selvfølgelig. Ting går hurtigt, nye teknologier vinder indpas, og markeders og menneskers forventninger udvikler sig. De mange nye maskiner – fra 3D-printere til robotter – kan godt være skræmmende, men vi tror på at udviklingen er en mulighed, ikke en trussel.
Fagligheden i dag
Selv med alle de nye teknologier er fagligheden vigtig. Faktisk er det vores opfattelse, at den er vigtigere end nogensinde. Det er meget nemmere at følge med i den nye udvikling, hvis man har sit fags færdigheder på plads. En grundlæggende forståelse af hvordan tingene fungerer, og hvad jobbet går ud på, er et grundlag for at tilegne sig alt det nye.
De mange muligheder og den hurtige udvikling sætter også aftryk på hvordan resultaterne ser ud. Ting skal se ordentlige ud, når de er færdige, og det kræver faglighed og overblik. Det er de kvaliteter, der giver projektet det ekstra løft og gør det lækkert.
Fremtiden i faget
Vigtigheden af en solid faglighed er noget der spiller en rolle i vores arbejde hver dag. Samtidig er det også noget vi har med, når vi ser fremad. Hvis det er vigtigt at have dygtige fagfolk i dag, er det ikke mindre vigtigt i morgen.
Derfor lægger Enstall vægt på at deltage i uddannelsen af fremtidens fagfolk. Vi er glade for at tage lærlinge ind, give dem de bedste forudsætninger vi kan, og derefter enten ansætte dem eller sende dem ud i verden med værktøjskassen i orden.
På den måde løfter vi alle faget sammen, så vi også kan nyde frugterne af en god, stærk faglighed i morgen, og i overmorgen.